Opkvalificering ved ansættelse

Ordning om opkvalificering ved ansættelse uden løntilskud

Ordningen indebærer, at jobcentret kan give tilskud til arbejdsgivere til opkvalificering i forbindelse med ansættelse på ordinære vilkår, hvilket vil sige uden løntilskud. Formålet er at afkorte vejen til ansættelse ved at finansiere køb af uddannelse efter ansættelse, samt øge mulighederne for, at nyansatte kan fastholde ansættelsen.


Tilskuddet kan ydes i forbindelse med ansættelse af personer, som inden ansættelsen modtog dagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp, sygedagpenge og førtidspension samt ved ansættelse af revalidender og nyuddannede personer med handicap.

Der er for dagpengemodtagere og jobparate kontanthjælpsmodtagere et krav om 12 måneders ledighed forud for ansættelsen, dog 6 måneder for personer, som er under 30 år eller har særlig risiko for at blive langtidsledig. For aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og uddannelseshjælpsmodtagere er kravet 6 måneders ledighed forud for ansættelsen. Der er for modtagere af sygedagpenge og førtidspension samt revalidender og nyuddannede personer med handicap ikke et krav til varighed af ledighed forud for ansættelsen.

Der kan afholdes udgifter til alle former for opkvalificering, herunder vejledningsforløb. Det er en betingelse, at opkvalificeringen ligger ud over, hvad arbejdsgiveren forudsættes at give fx i form af oplæring i arbejdsfunktioner eller arbejdsredskaber, der er særlige for den enkelte arbejdsgiver.

Det er en forudsætning, at uddannelsen ligger i forbindelse med ansættelsen. Tilskuddet til arbejdsgiveren bevilliges altid ud fra en konkret vurdering fra jobcentret.

Ansøgning sker ved at sende udfyldt blanket AF 92 til jobcenteret.

Du finder blanketten her:

Download Ansøgning om bevilling af tilskud til opkvalificering (pdf) (nyt vindue)

Sidst opdateret 16. jan 2017

Kontakt

Arbejdsmarkedspolitik

star@star.dk