Økonom til konsekvensberegninger og registeranalyser på beskæftigelsesområdet

Kan du beregne konsekvenserne af ændringer på det danske arbejdsmarked? Og vil du bidrage til politikudvikling på beskæftigelsesområdet gennem registerbaserede analyser? Så er du vores nye kollega i Analyseteamet i Center for Viden og Analyse.

11. sep 2017

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked

I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere, de har brug for – ufaglærte, faglærte, eller højt specialiserede vidensmedarbejdere.

Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret vidensgrundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Alt, hvad vi beskæftiger os med, kvalificeres af høje faglige standarder og evidensbaseret viden, der på en gang skal forankre og inspirere de politiske beslutninger og omsætningen af dem til en administrerbar dagligdag med betydning for millioner af mennesker.

Du kan læse mere om os på www.star.dk

Kom tæt på den politiske proces

I Analyseteamet i Center for Viden og Analyse har vi til opgave at understøtte det policy-forberedende arbejde med fx økonomiske konsekvensberegninger, data og statistikker, større analyser, implementering og opfølgning på beskæftigelsesindsatsen og reforminitiativer, overvågning af udviklingen på arbejdsmarkedet samt opsamling af viden om effekterne af beskæftigelsesindsatsen og ydelsessystemet. Vi er dermed et team, som arbejder i spændingsfeltet mellem økonomi og beskæftigelsespolitik. 

Som vores nye økonom bliver dine konkrete ansvarsområder og arbejdsopgaver sammensat på baggrund af din faglige profil, men blandt mulige opgaver kan vi især fremhæve: 

  • konsekvensberegninger til brug for politikudvikling på beskæftigelsesområdet, herunder i forbindelse med større reformer og sekretariatsbetjening af kommissioner og udvalg
  • betjening af ministeren og departementet i relation til regeringssamarbejdet, politiske forhandlinger og folketingsarbejde
  • registerbaserede analyser, herunder økonometriske effektanalyser, af specifikke elementer i beskæftigelsesindsatsen eller ydelsessystemet
  • samarbejde med andre ministerier, arbejdsmarkedskontorerne, kommuner og interesseorganisationer med aktier i beskæftigelsesområdet.

Bliv vores nye kollega

Vi forestiller os, at du:

  • er cand.polit., cand.oecon., cand.scient.oecon. eller lignende
  • har stor interesse for arbejdsmarkedsområdet
  • har erfaring med økonomiske konsekvensberegninger på det offentlige område
  • har kendskab til registerdata på arbejdsmarkedsområdet, herunder DREAM-registret
  • har kendskab til registerbaserede analyser og gerne erfaring med økonometriske metoder
  • har politisk interesse og kan tænke analysearbejde ind i en politisk kontekst
  • er stærk i skriftlig og mundtlig kommunikation og kan formidle vanskeligt stof på en lettilgængelig måde
  • kan bevare overblikket, sansen for detaljen og det gode humør - særligt når det går stærkt.

Vi finder løsninger sammen

Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne lave. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra højre og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter hurtigst muligt eller senest den 1. november 2017.

Du ansættes som fuldmægtig i henhold til overenskomst for akademikere i staten.

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte kontorchef Peter Truels Nielsen på tlf. nr. 7221 7777.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte specialkonsulent Susanne Foss Rasmussen i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf. nr.7220 5268.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Send din ansøgning elektronisk via linket nedenfor. Vi skal have din ansøgning, cv og eksamenspapirer senest fredag den 22. september 2017 kl. 10.00.

Vi forventer at afholde samtaler i mandag den 25. september 2017.

Ansøg elektronisk (nyt vindue)