Vidensdeling i Jobcenter Odder

Læringsmøder i Jobcenter Odder højner kvaliteten i sagsbehandlingen og giver fælles pejlemærker

16. aug 2017

I Jobcenter Odder afholder sygedagpengemedarbejderne med stor succes læringsmøder som supplement til almindelige faglige sparringsmøder.

Erfaringsdeling styrker kvaliteten i sagsbehandlingen 

Læringsmøderne har til formål at skabe fælles vidensdeling og synergi imellem ledelse, faglighed og praksis. Møderne styrker kvaliteten i praksis og tilrettelæggelsen af en beskæftigelsesrettet indsats, der giver borgerne det bedst mulige forløb, på kortest mulig tid. Møderne skal give fælles pejlemærker ift. faglige overvejelser, der er relevante indenfor aktuelle temaer som eksempelvis: etablering af virksomhedspraktik, forlængelse af sygedagpenge og vurdering af uarbejdsdygtighed.

Sagsbehandlerne sætter selv dagsordenen 

Sagsbehandlerne melder forslag til emner ind til en arbejdsgruppe på forhånd. Arbejdsgruppen (bestående af leder og medarbejder) planlægger møderne, og sagsbehandlere, der arbejder i praksis står for styring og gennemførsel af læringsmøderne. Møderne, der varer ca. 2-3 timer, afholdes hver anden måned og alle medarbejdere i sygedagpengeafdelingen kan deltage. 

Selve læringsmødet:

Mødet starter med, at hver deltager i plenum fortæller, hvilken viden, læring eller afklaring de ønsker at få ud af dagens møde. Herunder aftales det, hvem der efterfølgende vil udarbejde arbejdspapirer omkring fælles pejlemærker. Under læringsmødet er der oplæg fra jobcenterchef, faglig leder og praktikere. Jobcenterchef fortæller om Jobcenter Odders strategi ift. dagens tema, udviklingen på området, nyt på området m.m. Faglig leder fortæller om lovgivningens indhold og faglige parameter indenfor området. Mens praktikerne kommer med eksempler på forskellige vurderinger fra praksis indenfor dagens tema.

Efter oplæggene er der vidensdeling i grupper og tilbagemelding i plenum: Her gives indspark til de fælles pejlemærker på området, som arbejdsgruppen fremadrettet skal arbejde videre med.

Mødet rundes af med, at hver enkelt deltager i plenum fortæller, hvad de tager med sig fra dagens møde, hvad de vil indføre i egen praksis og hvordan.

Fælles pejlemærker sætter fælles retning 

På baggrund af læringsmøderne udarbejder den aftalte gruppe fælles pejlemærker, som sætter retningen for sagsbehandlernes arbejde indenfor et specifikt område. De fælles pejlemærker indeholder anvisninger af faglige parametre for, hvordan reglerne anvendes lokalt i Odder og socialfaglige retningslinjer ift., hvilke forhold der i praksis skal indgå, når bestemmelserne anvendes. Endvidere indeholder pejlemærkerne oversigt over hvilke arbejdsredskaber, der skal og kan anvendes i forbindelse med håndtering af praksis og henvisninger til relevante skrivelser, lovguide, vejledning og principafgørelser.

Kollegers styrker og viden 

Møderne giver for alle - men især for nye medarbejdere - en introduktion til regler og praksis på området i Odder. De fælles refleksioner om praksis er med til at klæder medarbejderne på til at agere med høj faglig kompetence og ensartethed i deres arbejde. Møderne giver en bevidsthed om kollegers styrker og viden og optimerer sparring imellem kolleger i dagligdagen.

Medbestemmelse og fælles beslutninger fører til større engagement

De medarbejderstyrede læringsmøder betyder større engagement og commitment hos medarbejderstaben. Ud fra møderne træffes fælles beslutninger, som både ledelse og medarbejdere har ejerskab til. Energien på møderne er stor og selvforstærkende, dermed skabes en fælles energifyldt retning – med respekt for lokale vilkår og rammer.