Tilskud til kurser over 6 ugers varighed (FL § 17.46.43.40)

Pulje til kurser, der overstiger en varighed på 6 uger, kan søges til at få finansieret en del af uddannelsesforløbet

BEMÆRK. Siden er under opdatering!

I overensstemmelse med gældende praksis kan jobcenteret give en dagpengemodtager et uddannelsestilbud, som supplerer et 6 ugers jobrettet uddannelsesforløb med den virkning, at dagpengemodtageren kan tage første del af et uddannelsesforløb som jobrettet uddannelse og få anden del af uddannelsesforløbet som tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. 

Formålet med puljen

Som led i aftale mellem regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti om forlig om reform af beskæftigelsesindsatsen af juni 2014 er der i 2016 afsat en pulje på 5,1 mio. kr., hvorfra der kan ydes tilskud til jobcenterets køb af kurser på positivlisten, som indgår i et uddannelsesforløb, der overstiger en varighed på 6 uger.

Jobcentrene har dermed mulighed for at få finansieret, at den bevilger dagpengemodtager et uddannelsestilbud, som supplerer et 6 ugers jobrettet uddannelsesforløb, således at dagpengemodtageren kan tage første del af et uddannelsesforløb som 6 ugers jobrettet uddannelse og få den resterende del af forløbet som et tilbud, der er finansieret fra puljen.

Det skal bemærkes, at a-kasserne kun kan træffe afgørelse om ret til 6 ugers jobrettet uddannelse fra ovennævnte liste, hvis jobcenteret har tilkendegivet, at de vil bevilge den del af uddannelsesforløbet, der ligger udover 6 uger.

Puljen på de 5,1 mio. kr. udmøntes som en ansøgningspulje til kommunerne. Puljen administreres af styrelsens Arbejdsmarkedskontor Midt-Nord, som giver tilsagn om tilskud efter ”først til mølle”-princippet. Muligheden for at søge om midler fra puljen ophører, når der ikke er flere midler tilbage i puljen.

Kommunerne kan med midler fra puljen få dækket 100 pct. af driftsudgifterne til køb af de kurser på positivlisten, der overstiger en varighed på 6 uger, jf. den landsdækkende positivliste for 6 ugers jobrettet uddannelse, hvor der fremgår en række kurser med en varighed på over 6 uger.

Midlerne fra puljen gives som tilsagn til kommuner, og udbetales samlet en gang årligt efter regnskabsaflæggelse. 

Administrationsgrundlag

Administration, regnskab og revision m.v. skal følge de retningslinjer, der fremgår af bekendtgørelse nr. 1173 af 8. oktober 2013 om administration af tilskud fra puljer under Arbejdsmarkedsstyrelsens og Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings områder.

Kommunen skal en gang årligt indsende et samlet ledelsespåtegnet regnskab. Da de enkelte tilsagn vil være på under 500.000 kr. afviges der fra bekendtgørelsens generelle regler om, at der skal foreligge en revisorpåtegning, forud for udbetalingen af det beløb, der er givet tilsagn om. Der skal dog foreligge ledelsespåtegning.

Kommunen kan således samle regnskabsaflæggelse på flere cpr.nr., selvom der er forskellige tilskudsperioder (de skal blot alle er afsluttet inden for det pågældende kalenderår) i ét ledelsespåtegnet regnskab, så længe det i regnskabet tydeligt kan identificeres, hvilke udgifter og cpr.nr., der vedrører det enkelte tilsagn.

Frist for indsendelse af det ledelsespåtegnede regnskab for 2016 til styrelsens Arbejdsmarkedskontor Nord-Midt er 1. april 2017.  

Ved afgivelse af tilsagn om tilskud udmelder styrelsen den maksimale tilskudsramme, som kommunen i hvert enkelt tilfælde kan anvende til køb af kurser, der overstiger en varighed på 6 uger, jf. positivlisten for 6 ugers jobrettet uddannelse. 

Opmærksomheden henledes i denne forbindelse på, at:

  • Kommuner, der får tilsagn om tilskud, skal anvende bevillingen til køb af de konkrete kurser, der er ansøgt om.
  • Kommunen skal indsende et ledelsespåtegnet regnskab for anvendelse af årets tilsagn om tilskud fra puljen til køb af kurser, der overstiger en varighed på 6 uger til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering inden den 1. april det efterfølgende år, at tilsagnet om tilskud er givet.
  • Kommuner, der modtager tilsagn om tilskud, skal foretage en fuldstændig og løbende bogføring i kommunens regnskab af samtlige udgifter og indtægter, der afholdes eller modtages. Kontering af indtægter og udgifter skal ske på gruppering 010 på funktion 5.68.90 (det er vigtigt, at udgifterne og tilskuddet registreres korrekt på art) og i øvrigt følge de regler, som Økonomi- og Indenrigsministeriet fastsætter i det kommunale budget- og regnskabssystem.  

Henvendelse vedr. puljen til kurser, der overstiger en varighed på 6 uger, jf. den landsdækkende positivliste for 6 ugers jobrettet uddannelse, skal ske til:

Arbejdsmarkedskontor Midt-Nord, Nybrogade 16, 1. sal, 9000 Aalborg, Tlf.: 72 22 36 00, E-mail: amkmidt-nord@star.dk

Ansøgning

Ansøgning, budget og bilag skal sendes til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering via Tilskudsportalen.

Ansøgningsskema til kommunerne (Word) (nyt vindue) 

Læs mere om Tilskudsportalen

Sidst opdateret 24. apr 2017

Log på Tilskudsportalen

Du skal logge på Tilskudsportalen med Internet Explorer 10 eller 11, eller den seneste version af Mozilla Firefox.

Log på Tilskudsportalen (nyt vindue) 

 

Brugerguide til Tilskudsportalen